Yesteryear: Dyster satire over tradwife-livsstil og selvbedrag

En succesfuld influencer vågner pludselig op i 1855, hvor hun må undvære alt det, hun ellers har bygget sin tilværelse op omkring. I Caro Claire Burkes roman Yesteryear bliver idealet om det traditionelle familieliv sat på prøve, når sociale medier, moderne bekvemmeligheder og det nøje kuraterede glansbillede forsvinder.
Yesteryear er solgt i over 1,4 millioner eksemplarer, den er netop udkommet på dansk, og så er den virkelig værd at læse!

Af Julie Hassing

I den skarpe roman Yesteryear af Caro Claire Burke møder vi Natalie Heller Mills, en succesfuld tradwife influencer, der hylder det traditionelle familieliv på sociale medier. Med hjemmelavet sæbe, økologiske grøntsager og idylliske familiebilleder sælger hun drømmen om en enklere tilværelse med traditionelle kønsroller og hjemmet i centrum. Men bag det perfekte ydre gemmer sig en helt anden virkelighed.

Natalie er mor til fem med endnu et barn på vej. Hun har svært ved at knytte sig til sine børn og lever med en mand, hun ikke rigtig elsker. Alligevel bruger hun det meste af sin energi på at skabe indhold, øge sit følgertal og sikre det perfekte lys til sine videoer. Hendes idealer er samtidig fulde af modsigelser. Grøntsagerne sprøjtes med pesticider, børnene passes af barnepiger, og markerne dyrkes af migrantarbejdere. Det enkle liv, hun promoverer, afhænger altså af de moderne strukturer, hun tilsyneladende vender ryggen til.

En dag vågner Natalie op i året 1855. Pludselig er der ingen sociale medier, rindende vand, makeup eller barnepiger. Hun befinder sig i det samme hus, men må nu selv konfrontere de barske vilkår, som hendes idealiserede forestilling om fortiden har overset. Hun genkender knap sine egne børn, og hendes mand virker fremmed. Drømmelivet forvandles til en kamp for overlevelse.

Romanens centrale paradoks er, at Natalie tvinges til at leve det liv, hun ellers har gjort til sit varemærke. Det er én ting at romantisere fortiden gennem en skærm og noget helt andet at leve i den. Hvor hun før kunne redigere virkeligheden og skjule dens besværlige sider, mister hun nu kontrollen over sin egen fortælling.

Med mørk satire undersøger Yesteryear tradwife fænomenet, sociale medier, kønsroller og selvbedrag. Romanen stiller spørgsmål ved vores trang til at iscenesætte en virkelighed, der passer til vores idealer, og hvad der sker, når facaden ikke længere kan opretholdes.

Yesteryear er solgt i over 1,4 millioner eksemplarer og er nu udkommet på dansk. Med Natalie som både hovedperson og genstand for sin satire blotlægger Caro Claire Burke afstanden mellem ideal og virkelighed i en dyster og tankevækkende fortælling om længslen efter et enklere liv og de løgne, der får det til at se perfekt ud.