Den første læsning; sådan finder I de rigtige bøger
Når dit barn lige har knækket læsekoden, er det en stor oplevelse at kunne læse en bog helt selv. Men hvilke bøger skal I vælge? Og hvad betyder LIX egentlig?
Af Julie Hassing
En god tommelfingerregel
Når I skal finde en bog til dit barn, så spørg:
- Kan mit barn læse de fleste af ordene selv?
- Forstår mit barn historien?
- Har mit barn lyst til at læse den?
Hvis svaret er ja, har I sandsynligvis fundet en god bog.
Det vigtigste er nemlig ikke, at bogen har det helt rigtige niveau. Det vigtigste er, at barnet oplever, at det kan læse, og får lyst til at læse mere.
Start nemt
Når barnet lige har lært at læse, er lydrette bøger ofte et godt sted at begynde. Her er ordene forholdsvis nemme at afkode, og der er ofte korte sætninger, gentagelser og billeder.
En bog må gerne være nem. Det giver barnet mulighed for at øve sig og få succesoplevelser.
Når barnet bliver mere sikker, kan I gradvist gå videre til længere historier og bøger med mere tekst.
Vælg efter interesse
Er dit barn vild med dyr, fodbold, mysterier eller magi? Så find bøger om det.
En bog om noget, barnet interesserer sig for, kan være langt mere motiverende end en bog, der bare passer til barnets læseniveau.
Lad derfor gerne barnet være med til at vælge. Og det gør ikke noget, hvis barnet vælger en bog, der virker meget nem, eller den samme bog igen. Genlæsning er også læsning.
LIX er kun en vejledning
Mange bøger har et LIX-tal, som kan give en idé om, hvor svær teksten er. Men LIX fortæller ikke hele historien.
Brug derfor LIX som en hjælp, ikke som et krav. Det vigtigste er, at barnet kan læse ordene og får en god oplevelse med bogen.
Se vores anbefalinger til den første læsning her.
Du er også altid velkommen til at spørge på biblioteket. Vi hjælper gerne med at finde en bog, der passer til dit barns læseniveau og interesser.
God fornøjelse med læsningen!