Rut hjælper børnene med at sætte ord på deres følelser

I den nye serie, "Rut og følelserne" på Minisjang, hjælper Børstes bedste ven Rut, de mindste og deres voksne med at sætte ord på hverdagens store og små dramaer. På biblioteket følger vi op, og sætter fokus på de små børns følelser ved at finde alle de gode bøger frem, som I kan snakke med børnene ud fra.

Af Louise Mohr

De mindste børn mærker også store følelser, men de har endnu ikke lært at genkende dem og give udtryk for dem. Ved at tale og læse sammen om situationer, hvor følelser fylder, kan du hjælpe barnet til at forstå og genkende følelser hos både sig selv og andre.

Barnet bliver fortrolig med, hvordan følelser kan udtrykkes, og hvordan man kan reagere på en god måde. Både på egne følelser og på andres. 

Hvorfor er det vigtigt?

Når vi hjælper børnene med at sætte ord på deres følelser, hjælper vi dem samtidig med at forstå, hvad der sker inden i dem. På den måde hjælper vi dem også med at lære at regulere følelserne. Det kan hjælpe både voksne og børn i tilspidsede situationer, at barnet har et sprog for, hvad det er for nogle følelser, der rumsterer inden i dem. 

Det gør det lettere for dem at sige til og fra, bede om hjælp og få øje på, hvordan andre har det.